fredag den 30. maj 2008

Haveakvarium opdatering

Så er det tid til en lille opdatering. Akvariet har nu kørt i næsten en måned. Der er kommet en spandpumpe på med UV lys. Det har hjulpet rigtig meget på svævealgerne. Efter akvariet havde kørt en uge, var vandet så grønt at man ikke kunne se igennem akvariet. Så kom spandpumpen på, og et døgn med UV lys hjalp rigtig godt. Normalt lader jeg lyset være slukket, men tænder det nogle timer en gang imellem hvis vandet begynder at se uklart ud.

Jeg har ikke fundet vandpest nogen steder, men min hornblad ser ud til at have vænnet sig til temperaturen, og skyder nu meget kraftigt. Så måske kan jeg klare mig med det indtil videre. Der er også kommet et par vandhyacinter i. De var vist ikke så glade for at blive flyttet, for de ser lidt visne ud i kanterne. Men mon ikke der kommer lidt aflæggere alligevel...

Den ene af guldfiskene skred pludselig helt uventet i svinget. Der var intet at se på den, men der kom rødlig væske ud af munden på den da jeg tog den op af vandet. Havde tidligere på dagen fodret med et enkelt tern røde myggelarver, ellers ikke noget anderledes. Det var første gang de fik frostfoder. Den blev jagtet en del i starten af hannen, men de sidste 10-12 dage var der fred i akvariet, så det lyder også lidt mærkeligt at det skulle være det.

Nå, her følger lidt billeder af akvariet. Vejrålene hygger sig rigtig nede i sandet.





Ingen kommentarer: