torsdag den 2. juli 2009

Glashavedammen

Så er det tid til lidt nyt herinde.

Sommeren er over os, og det skal fiskene da også have lov til at nyde. Derfor er de kommet ud i haven igen efter at have boet i kælderen i vinter. De ser ud til at have det rigtig godt, og det er SÅ hyggeligt at sidde og kigge på dem i morgensolen.

Jeg har fået et stykke af en åkande (måske en nøkkerose, har ikke forstand på den), og den har allerede en blomst på overfladen, og en ny knop på vej.

De andre planter overlevede vinteren i en 140 liters blå plastiktønde. Troede egentligt ikke at de kunne klare det eftersom tønden muligvis har været bundfrossen, men der kom en masse nye fine skud frem da solen kom igang. Jeg sprang straks på planterne, og stod med fingrene godt nede i mudderet i tønden. Så kom iglerne frem... !EEEEKK! De gjorde nu ikke noget, men nej hvor bryder jeg mig ikke ret meget om dem.

Fiskene i baljen er nogenlunde som sidste sommer:
4 guldfisk, 6 vejrål og ca 15 hvid sky.

Min datter på knap 2 år plejer at fodre guldfiskene, og det har resulteret i at fiskene bliver helt vilde når små børn kigger ind til dem. Vi havde nogle venner på besøg, og deres 3-årige datter stod helt uskyldigt ved siden af akvariet, og kiggede ind. PLASK! så var hun våd, og moren og faren skulle lige til at skælde ud. Jeg forklarede dog hurtigt hvad der var sket. Den stakkels pige blev helt forskrækket, men vi fik et godt grin.





lørdag den 27. september 2008

Akvariereol byttes ud med 720'er

Jeg har besluttet at bytte min 9x128 liters reol ud med et 720 liters akvarium. Den kræver ikke så meget vedligeholdelse som reolen, og tid kan man altid bruge mere af når man har en lille tumling derhjemme.

I dag blev jeg helt færdig med at tømme reolen for sand, planter og vand. Fisk og rejer blev flyttet for et par uger siden. Så mangler jeg bare at skille reolen ad, og bære den op fra kælderen. Lars og jeg fik ryddet lidt op i kælderen i dag, så der er faktisk kommet lidt plads at vende på dernede. Det er jo bare skønt.

På onsdag kommer SvendErik (Bimmer) med hans 720'er, og han tager reolen med tilbage. Jeg glæder mig til at få det sat op. Indtil videre er det meningen at guldfiskene skal gå i 720'eren her i vinter, men det kan jo nå at ændre sig mange gange endnu. ;)

fredag den 30. maj 2008

Haveakvarium opdatering

Så er det tid til en lille opdatering. Akvariet har nu kørt i næsten en måned. Der er kommet en spandpumpe på med UV lys. Det har hjulpet rigtig meget på svævealgerne. Efter akvariet havde kørt en uge, var vandet så grønt at man ikke kunne se igennem akvariet. Så kom spandpumpen på, og et døgn med UV lys hjalp rigtig godt. Normalt lader jeg lyset være slukket, men tænder det nogle timer en gang imellem hvis vandet begynder at se uklart ud.

Jeg har ikke fundet vandpest nogen steder, men min hornblad ser ud til at have vænnet sig til temperaturen, og skyder nu meget kraftigt. Så måske kan jeg klare mig med det indtil videre. Der er også kommet et par vandhyacinter i. De var vist ikke så glade for at blive flyttet, for de ser lidt visne ud i kanterne. Men mon ikke der kommer lidt aflæggere alligevel...

Den ene af guldfiskene skred pludselig helt uventet i svinget. Der var intet at se på den, men der kom rødlig væske ud af munden på den da jeg tog den op af vandet. Havde tidligere på dagen fodret med et enkelt tern røde myggelarver, ellers ikke noget anderledes. Det var første gang de fik frostfoder. Den blev jagtet en del i starten af hannen, men de sidste 10-12 dage var der fred i akvariet, så det lyder også lidt mærkeligt at det skulle være det.

Nå, her følger lidt billeder af akvariet. Vejrålene hygger sig rigtig nede i sandet.





onsdag den 7. maj 2008

Mit haveakvarium

Så fik jeg endelig vand i mit 460 liters. Det har jeg ventet på længe. Det har været brugt til saltvand af den tidligere ejer, så der var lavet huller i bunden til sump. De er nu blevet lappet, og akvariet er rengjort. Det står nu på vores terrasse, og det er det første øjet møder når man kommer ind af havelågen.

Det har stået uden vand i flere år ude i haven, så jeg var meget spændt på om det stadig var tæt. Vi testede det, og der kom ikke en dråbe ud nogen steder. Yes!! Så skulle der indrettes...

Der er ca. 50 kg ovntørret kvartssand i som bundlag. Der skal nok lidt mere i, da planterne har ret store rødder, og vejrålene gerne vil grave sig ned. Jeg havde ellers en halv tønde grus stående, men det ville vejrålene ikke kunne grave i, da det er ret skarpt. Så det blev sand.

Planterne har jeg fået af min mormor. Hun har en rigtig hyggelig havedam. Jeg har fået brudelys, og skeblad, og en tredje slags hun ikke kunne huske navnet på. Jeg har også kommet hornblad i, og regner med at købe noget vandpest og nogle flydeplanter også.

Der er også en enkelt trærod med lidt javamos på, og en halv marksten.

Der er følgende fisk i: 4 guldfisk, 6 vejrål, 6 hvid sky.

Akvariet set bagfra

Set fra siden

Set forfra

Fire guldfisk og en vejrål

Vandet er stadig lidt grumset, men det bliver mere og mere klart for hver dag der går.

søndag den 6. januar 2008

Blog oprettet

Så er min nye blog sat i vandet. Den vil omhandle mine fisk og akvarier. Jeg har et kælderrum og det er godt fyldt op med akvarier.

Her på bloggen vil du kunne se hvilke fisk og akvarier jeg har. Jeg vil så vidt muligt opdatere den hver gang jeg skifter ud i besætningen.

Hvis der bliver tid til det senere kommer der også en nærmere beskrivelse af hvert enkelt akvarie.

Har jeg nogle fisk du kunne tænke dig, så skriv til mig. Det kan være jeg kan overtales til at sælge ;)

Mvh Laura
tandkarper(snabela)hotmail.com